Camping med eller uden telt

Camping er en skøn ferieform, og der findes et væld af muligheder og forskellige former for camping, når du først er ramt af livet som campist.
Måske er du nu godt på vej til at finde dig selv til rette som campist og har allerede fundet den camping-form, som passer dig.
Hvilken camping-type er du?
Hvis du endnu er i starten af din camping-karriere eller kun har snuset lidt til campinglivet, kan det være en rigtig god ide at bruge noget tid på at overveje, hvilken camping-type du egentlig er.
For når du først har fået en ide om det, vil det hurtigt komme dig til gode i takt med, at du begynder at investere i udstyr til det herlige campingliv.
Telt, vogn eller det hele
Man kan helt groft sige, at der er fire forskellige kategorier i camping, når det kommer til det grundlæggende udstyr.
Overvej derfor, om du er mest til telt, campingvogn, camp-let eller autocamper. Om du lander på det ene eller det andet, afhænger selvfølgelig af, hvem du er som person, og hvilken oplevelse du går efter.
Når det er sagt, så er der naturligvis en verden af underkategorier og muligheder for at kombinere på kryds og på tværs.
Du kan for eksempel vælge mellem mange forskellige typer telte. Eller du kan satse på kombinationen af campingvogn og telt. Eller måske er du mere til autocamper, hvor bil og hjem er smeltet sammen.
For og imod
Det siger sig selv, at der er for og imod for enhver af de forskellige former for campingliv. Hvis du foretrækker kun at have bil med, kan lide at være helt tæt på vind og vejr og elsker det enkle liv, tilhører du formentlig dem, der foretrækker livet som telt-campist.
Ved du for eksempel, at du sætter komforten ved en god springmadras og eget toilet højt, er det oplagt, at du og campingvognen er et godt match. Så kan du begynde at overveje, hvad for noget udstyr du gerne vil forsyne din campingvogn med.
Det kan også være, at du godt kan lide den helt særlige komfort ved en campingvogn, men foretrækker et enkelt køretøj frem for et vogntog med bil og anhænger. Så er autocamper nok vejen frem for dig.
Teltet er din ven
Uanset om du er den ene eller den anden type, vil du finde ud af, at teltet er din ven. Og det gælder også, selv om du er sprunget ud som en, der mest er til campingvogn eller autocamper. Så kan du få stor glæde af et fortelt.
Vælger du et fortelt, har du valgt et telt, som giver dig ekstra plads. Det giver dig læ for regn, blæst og stærk sol. Det kan være dit ekstra rum, din opbevaringsplads og måske en ekstra plads, hvor dine gæster kan overnatte.
Teltet kan være tilpasset forårs- og eftersæsonen eller det kan være et af allround-typen. Du kan også nøjes med at vælge et helt enkelt solsejl, der kan give dig skygge på de aller varmeste dage.