Garn til ethvert strikkeprojekt
Kreativiteten kan få frit spil, når du kan få det garn, som du søger. Dyk ned i et stort udvalg til dit strikkeprojekt og kom i gang med netop den sweater, det halstørklæde eller den poncho, du har planer om at kreere.
Strik løs med garn i alle kvaliteter
Fra simple karklude til avancerede fingervanter er det rigtige garn og de rigtige pinde det helt afgørende for succes. Måske er du nybegynder og ved ikke meget om, hvad der findes, og hvad du skal vælge… så kan du læse videre her og måske blive lidt klogere på, hvilket garn du bør vælge.
Hvilken type garn skal du vælge?
For mange nybegyndere er devisen altid “start i det små” – dette gælder størrelsen på strikkeprojektet, men ikke størrelsen på pinde eller garn. Som nybegynder har du måske ikke træningen til endnu at strikke helt ens, og tyndt garn på tynde pinde kan derfor afsløre for mange fejl.
Start med lidt tykkere pinde og noget kraftigt, men let garn, der måske med lidt løse hår skjuler evt. fejl i strikningen. Start med små og enkle projekter som karklude, halstørklæder eller lapper til et kludetæppe. På den måde kan du få lidt træning i det basale, inden du kaster dig over mere komplicerede projekter.
Hvilken farve er det rette valg?
Hvilken farve du vælger er 100% op til dig, det handler bare om at nøjes med én farve til at starte med. Ensfarvet strik er nemmere i begyndelsen, så kan du altid avancere til mønsterstrik eller flere farver, når du bliver mere rutineret i at strikke.
Hvis du strikker tøj, som du skal bære – eksempelvis et halstørklæde – kan du med fordel gå efter lidt neutrale mørke farver som sort eller mørkegrå. Mørke farver kamuflerer bedre eventuelle fejl, hvorimod lyse eller meget kraftige farver kan være meget afslørende overfor din manglende rutine.